 |
 |
| Med fin terassedør fra køkken/stue |
Det er en beboelsesvogn på ca 32 m2. Ja, den er lille, men vi faldt for den, fordi den faktisk ligner et hus - i modsætning til de fleste andre pavillioner og beboelsesvogne vi har haft kig på, i jagten på et midlertidigt hjem . Vi havde oprindelig planer om at renovere et anneks der er bygget på grunden, og flytte ind i det. Men da vi er blevet i tvivl om kvaliteten af bygningen (det er selvbyg) og omfanget af renoveringen - ikke mindst økonomisk - har vi droppet de planer. Nu river vi det ned, og sætter det lille nye hus på det tilbageblevne fundamentet.
 |
| Annekset med overdækket terasse. |
Vi købte det lille nye hus, fordi vi i det så en bolig, som vi vil glæde os til at komme hjem til. Noget vi savner meget, efter at vi i snart et år er blevet nedtrykte, hver gang vi er kommet hjem til vores gamle, 'syge' hus.
Indvendig er der entre, bad, et lille værelse og køkken/stue med loft til kip. Jesper og jeg vil sove i stuen og den lille må dele værelset med en eller anden form for tøjopbevaring.
Meningen er, at vi vil bo i den, som den er vinteren over og til næste forår forhåbentlig bygge til, så vi kan få os et soveværelse.
Det er formentlig mest realistisk, at vi skal bo i det lille hus i nogle år, så vi kan få betalt godt ned på vores bolig-banklån (vi vil jo spare en del penge på varme, forsikring og el). Det giver os også tid til at planlægge og til at finde materialer til vores kommende selvbygger-husprojekt.
Vi flyttede herned fra en 2-værelses på 50 m2 i København, og var lykkelige ved udsigten til mere plads. Så i første omgang var vi ikke specielt vilde med udsigten til, at skulle leve småt igen.
Men så stødte vi på det amerikanske fænomen 'The Tiny House Movement', og denne har inspireret os i en grad, så det føles helt tiltrækkende, at 'gå ned i størrelse'.
Hvad er 'The Tiny House Movement' så?
Ja, igennem de seneste årtier, har der været en stadig voksende gruppe mennesker i USA, som primært af ideologiske grunde har valgt at forenkle deres liv, blandt andet ved at flytte ind i mindre og mindre huse/boliger (ikke nødvendigvis revolutionerende set med danske øjne: amerikanske huse er jo i gennemsnit dobbelt så store som europæiske). Det lader til at have været en blandet skare af kunstnere, hippier, intellektuelle og idealister, hvoraf de fleste har været enlige.
Men i forbindelsen med den økonomiske krise, hvor mange har mistet deres job og måske også deres bolig, er et 'tiny house' på helt ned til 6 m2, for mange en reel mulighed for et hjem, uden de store økonomiske bindinger. Det gælder blandt andet denne familie på 4 (link til video).
Familiens hus har et grundareal på 168 squarefeet, hvilket svarer til ca. 15,5 m2. Hertil kommer to adskilte hemser, der udgør børneværelse og forældre-soveværelse.
Familien har sin egen blog tinyhousefamily.com, hvor det tydeligt fremgår, at der både er store udfordringer og store gaver forbundet med at leve så småt.
Men det der har rørt os mest er, at de fortæller hvordan det at miste deres hus og indtægt, var det værste der nogensinde var hændt dem, da det skete. Men at de nu - set i bakspejlet - føler, at det faktisk var det bedste, der nogensinde er sket, fordi de blev tvunget til at se på deres prioriteringer og forestillinger om, hvad der er vigtigt i livet.
Den samme historie fortæller mange andre. Hvis det skal fungere at bo på så få kvadratmeter, bliver man nødt til kun at medbringe de ting, man ikke kan leve uden. Alle ejendele der ikke har en funktion, må væk. Det er 'simple living' i bogstaveligste forstand.
For de fleste er det en proces, der udfolder sig over år, for vi er så indlejret i den vestlige forbrugskultur, at mange af os har opbygget en kunstig afhængighed af 'ting'. Men den fælles fortælling, fra mange af dem der har været igennem denne proces, er, at de er endt op med en enorm følelse af frihed, meningsfuldhed, ja endda lykke, når alt der der 'støjer', 'fylder' og 'roder' er taget væk.
Jesper og jeg har kontinuerligt forsøgt at finde mening i den situation, vi er havnet i. Efter et år i skiftende tilstande af chok, krise, depression og frustration oplever vi dog nu, at energien begynder at flyde. Det føles helt rigtigt at gå denne vej. I et år har vi været gået fuldstændig i stå, intet har vi fået gjort ved huset. Men nu er vi med glæde begyndt at rydde op i alt det gamle ragelse, der oversvømmer denne ejendom. Både alt det, som de tidligere ejere efterlod, men også vores egne ting. Vi ser faktisk frem til, kun at leve med de ting, vi ikke kan undvære, selv om det for to samlere som os, uden tvivl bliver en dramatisk omvæltning.
Af en eller anden grund, som kun de højere magter kender til, skal vi katapulteres ind i en ny, enkel livsstil. Som en elsket veninde sagde til mig, da jeg var længst nede; "det er mørkest lige før daggry". Det er kun nogle få måneder siden, og nu kan jeg af et ærligt hjerte sige, at vi faktisk glæder os til at tage hul på et helt nyt og uventet kapitel af vores liv!!
Rikke
P.S.: Hvis du vil vide mere om 'The Tiny House Movement', så prøv blandt andet at kigge på denne dokumentar:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar