Terapeutisk filmning

Det lille hus

 Forrige onsdag var der igen tv-folk og filme her. Denne gang havde de selskab af Mikael Østergaard Hansen, som er ingeniør og direktør for Østergaard Bygge- og Indeklimateknik. Det var det firma, som vi betalte for at lave rapport over årsagen til- og omfanget af skimmelsvamp-angrebet, samt at opstille en handleplan for renovering.
Han er uden tvivl en af de tunge drenge på området med sine 25 års erfaring.

Selv om jeg personligt har oplevet at få et dyk psykisk, hver gang vi har været i direkte kontakt med journalisterne (formentlig fordi der rippes op i en masse svære følelser igen og igen), så var det faktisk også lidt terapeutisk denne gang. Mikael Østergaard skulle nemlig vurdere vores hus og vores sag som ekspert.
Da vi sagde ja til at medvirke i dokumentaren om mennesker i problemer pga. skimmelsvamp, var det med en lille frygt i maven for, at vi ville blive udstillet som komplette idioter, der bare er så dumme og uvidende, at vi burde have holdt os langt væk fra huskøb.
Det skyldes nok især en udtalelse fra den advokat, der vurderede vores sag, og som jeg ellers nærer stor tillid til. Da jeg spurgte hende, om vi mon ikke havde en sag imod den bygningssagkyndige vi havde hyret til en købergennemgang, svarede hun, at man jo i retssystemet gik ud fra, at folk selv kunne læse. Underforstået, at tilstandsrapporten var så dårlig, at enhver idiot burde have kunne læse, at det var et hus i alvorlige problemer.

Nå, men Jesper og jeg kunne altså ikke læse og hyrede derfor en bygningssagkyndig/arkitekt/ingeniør til at læse for os. Men han kunne så desværre heller ikke læse...

Det terapeutiske ved optagelserne denne gang var, at Mikael Østergaard var oprigtig oprørt over, at vi havde fået så dårlig rådgivning. Mange af vores køkkenskabe er ret hårdt ramt af råd og skimmel, men den bygningssagkyndige vi havde hyret åbnede aldrig lågerne og kiggede ind.
Alene lugten i huset mente han, burde have givet anledning til en UN-anmærkning i tilstandsrapporten, altså 'undersøges nærmere'. Men to bygningssagkyndige har altså gennemgået huset, uden at tænke den tanke.

Hans konklusion var, at renovering og genopbygning vil være så bekostelig en affære, at huset bør rives ned, hvilket jo også er den konklusion vi selv er nået til.

Lige nu gælder det dog om at få færdiggjort det lille hus, så vi kan flytte. Der lugter mere eller mindre altid her i køkkenet, gangen og spisestuen. Hele sidste efterår og vinter var vi også ret plaget i stuen, men det meste af sommeren, har skimmelen holdt sig i ro derinde. Forleden ramte de første bølger af mug-lugt mig så igen i stuen, da jeg sad og legede med lillepigen på gulvet. Det fugtige vejr og kulden fører endnu engang til vækst i skimmelen.

En god ting ved det fugtige vejr: udsigt til smukke regnbuer med jævne mellemrum

Det skulle være sundt at tage en dyb indånding, når det hele presser sig på, men det går ikke her i huset. Lillepigen hoster meget især aften/nat, og har haft tilsnøring af luftvejene igen for nyligt. Jeg håber og tror, at det bare er overgangstiden der sætter spor, men frygten for at hun er ved at udvikle astma, spøger hos både Jesper og jeg.
Hvis alt går vel, er vi ude af huset indenfor den næste måned. Det føles som et utroligt sejt sidste træk med alt det der skal ordnes og på plads, inden vi kan tage huset i brug. Men det er vel ligesom et barn der glæder sig til jul, ventetiden synes uendelig, men pludselig kommer dagen på forunderlig vis.

Rikke