søndag den 18. november 2012

Hurra for vores nye lille hjem :-) + billeder



Så har vi boet i det lille hus i 3 uger - tror jeg nok... Tiden er fløjet af sted, så det er svært at holde styr på den.

Vi flyttede herover i oktober og sov her første gang samme nat, som vi gik over til vintertid. For mange er det måske en trist dag, men for os har det betydet et skift fra et liv i gråtoner, der primært handlede om at klare sig igennem dagen på bedste beskub, til et liv med glæde, frihed, nærhed og masser af farver.

Det er ufatteligt så stor en lettelse, det har været at komme ud af det store, gamle, mørke, ildelugtende hus. Det tog mig lidt tid at vænne mig til, at jeg ikke behøvede at dække mad til med det samme (for at undgå skimmeldannelse) og at Lillepigen kunne lege hvor hun ville og få raserianfald hvorsomhelst, uden jeg behøvede at flytte rundt på hende, for at undgå at hun inhalerede alt for store mængder sporer.

Men raseri-anfald er der nu generelt ikke så mange af flere. I starten spurgte hun meget til, hvornår vi skulle flytte tilbage til det gamle hus, så det tog et par uger før hun forstod, at det skal vi ikke.
Så sent som idag har hun fortalt, at hun godt kan lide at være her, og vi kan da heller ikke huske hvornår vi sidst har set hende så glad som hun er lige for tiden. Men det er jo nok meget naturligt, for hendes forældre er også gladere end vi har været meget længe...


Her er lidt fotos fra vores stue/køkken/soveværelse, som er det rum der er mest 'færdigt'. Det er jo ikke mere end ca 15 m2, så det har været en udfordring, at finde vinkler som kunne give et indtryk af rummet:


Her er vores spiseplads, med min mormors gamle bord, som Jesper har slebet ned og givet sæbevand
Set fra den anden vinkel. Lige til højre for bordet er terrassedøren ud til haven

Umiddelbart til venstre for spisebordet er vores 'sofahjørne': Vores gode, gamle futonmadras, som vi folder sammen sammen på midten om dagen

Jesper har sat min morfars gamle kasse til værktøj på hjul,  så det er vores sofabord med indbygget opbevaring. Vi opbevarer vores sengetøj i et af Lillepigens gamle baby-dynebetræk, som vi om dagen bruger som en ekstra stor ryg-pude i sofaen.
Det var ikke til at få et ordentligt billede af denne side af rummet, men på den modsatte side af spisebord og seng/sofa er den ene halvdel af køkkenet med ovn/kogeplade, et par skabe og til højre for billedet har vi et højskab med integreret køl og frys

Af en gammel gardinstang fra huset har Jesper lavet et ophæng til gryder og pander

Her en del af vask-sektionen af køkkenet. Al vores service har vi på de to hylder, som Jesper har bygget af nogle gamle gulvbrædder og et par gamle beslag fra annekset, som vaskene i hhv. køkken og bad sad på

Som nogle vil vide, havde jeg engang en mindre te-butik i mit hjem :-) Vi har nu begrænset udvalget til, hvad der kan være i dette gamle badeværelses-skab, endda ekslusivt den plads som to små glas kaffe optager. Men det er helt uden sorg, for jeg elsker det lille te-skab med mine få udvalgte yndlings-teer
Lige uden for terrassedøren har vi sat fuglebrættet, så vi har første parket til havens fugleliv. Fuglene elsker det og kommer i store mængder, så vi skal have hentet vores store natur-bog ovre i det gamle hus, så vi kan følge med i hvem der besøger os. Der kommer masser af spurve, mejser, musvitter og lidt solsorte. Men ham her kender jeg endnu ikke navnet på, men han besøger os tit og minder os om, hvor priviligeret et liv vi har, herinde i vores lille, lune hus med masser af vand og mad
Lillepigen danser foran ilden... Den lille pilleovn var alle pengene værd. I den lune periode vi har haft de seneste uger, har den nogle dage kun kørt 2 gange om dagligt. Ind imellem har vi nu tændt den alligevel - for hyggens skyld :-)
Over døren ind til stuen har Jesper sat sin lille Buddha op på en fin lille hylde, han har lavet af en del fra en gammel lampe
Halvdelen af huset stor på det cement-fundament der blev tilbage efter annekset. Der er ingen afløb, så det har været vådt og smattet af nedfaldne blade og alger. Derfor bygger Jesper nu en gangbro til os, så vi kan gå tørskoet og sikkert  til og fra huset.

Al rørføring løber over jorden, så gangbroen skal bygges hen over kloakrøret.

Til sidst et billede udefra, af den side der vender ind mod muren.  Her ses vores nye super-fine hoveddør, som er en gave fra min mor. Da vi købte huset, sad der en inderdør i udvendigt, og den slog sig hurtigt i fugten og var piv-utæt. Lidt blomster har vi også sat op. Vi gør hvad vi kan, for at skabe et hjem, der er rart at komme hjem til med de betingelser vi nu har
Det var vist det for nu. Vi pønser på at lave en lille video-rundtur, men under alle omstændigheder kommer der flere billeder, når vi får gjort Lillepigens værelse (aka vores klædeskab) færdigt.

Tak fordi du kiggede med!

Alt godt
Rikke