Da vi overtog huset, overtog vi det med alt, hvad de tidligere ejere havde efterladt. Og det var ikke småting. Det var selvfølgelig noget, vi gjorde, fordi vi håbede, at de to gamle mennesker havde efterladt noget 'genbrugs-guld'. Vi er nemlig begge to ret glade for ting og møbler, der har en historie, og det var faktisk også en af de ting, der rørte os ved huset. Her har både været urmager, danseskole og købmandsbutik.
Da den første forelskelse i huset havde lagt sig, var det dog ret overvældende. Vi har ikke noget ønske om, at udlevere de tidligere ejere, alligevel giver de mange følgende indlæg formentlig mest mening, når denne del af historien også bliver fortalt.
Da vi underskrev papirerne om, at vi overtog ejendommen med alt det, de ikke selv havde fjernet, havde vi ikke fantasi til at forestille os, at der for 98 procents vedkommende var tale om skrald. Og vi kan altså normalt se muligheder i de mærkeligste ting. Det kom også bag på os, at det var i så voldsomme mængder. Når ret skal være ret, var der dog et medlem af ejerens familie, der forsøgte at 'advare os' og gentagne gange spurgte, om vi nu var helt sikre på, at det var det vi ønskede.
Vi har ikke så mange billeder af, hvordan det så ud her, da vi overtog stedet, men her får man en fornemmelse af, hvordan hele den bagerste stribe af haven så ud. Det meste pænt gemt af vejen bag en stor hæk.
Vi har allerede fjernet en del fra fyrrummet, men der står stadig noget gammel maling på disse hylder. Nogle af dåserne havde jeg i starten lyst til at beholde, fordi jeg syntes de var så fine (de er jo nærmest antikke), men nu har jeg fået fornuften tilbage :-)
Her på hylderne tynder det også ud, men der står stadig en kurv med: 'Gamle barbermaskiner, Brandalarmer, Tænd-Slukure og Ringeklokker'.
Som jeg skrev i et tidligere indlæg, så er jeg i gang med at læse bogen 'Ryd op i dit liv' af Werner Küstenmacher. I den er der små søde tegninger af rod, og forklaringer af, hvordan rodet påvirker ens ubevidste - og derigennem ens liv - negativt.
Men den virkelige belæring for Jesper og jeg er nok at se, hvordan man igennem et liv kan samle så mange ting, at det fuldstændig tager magten fra en, og man mister enhver evne til at skelne mellem nyttige genstande med en reel funktion eller historisk værdi og, ja -skrald. Og hvordan det som en magnet tydeligvis tiltrækker flere og flere ting. Godt nok er meget af det langt hen ad vejen ordnet og med fine etiketter på, men det har uden tvivl til sidst været en fuldkommen uoverskuelig opgave at gøre andet ved det end at stable det lag på lag.
Nu skal man jo som bekendt ikke kaste med æbler, hvis man selv er et skrog, og når det har chokeret os så meget at få hænderne i 'skidtet', er det jo nok fordi, det er som at se, hvad vores to overfyldte loftrum i København kunne have udviklet sig til, havde vi fået 50 år og et mangedoblet areal at 'gå til den' på.
Tak til de højere magter, for at skære det ud i pap og så lige bøje det en ekstra gang for os i neon!
Siden jeg var barn, har jeg været lidt af et rodehoved. Jeg husker ikke, at det var noget, der generede mig særligt, men jeg kunne nu også godt lide, når der var pænt og rent på mit værelse.
Da jeg blev teenager, sagde jeg, at det var fordi, mine ydre omgivelser var nødt til at matche mit rodede indre. Andre måtte leve med at gå på smalle stier, som jeg havde banet gennem rodet på gulvet.
I mange år efter jeg flyttede hjemmefra levede jeg i rimelig fred med rodet. Dog havde jeg det bedst med, at det kun var folk tættest på mig, der så, hvordan det egentlig var jeg levede. Alle andre fik den 'polerede' version. På en eller anden måde følte jeg, at rodet var skamfuldt og signalerede, at jeg ikke havde 'styr på mit liv'.
Men i løbet af de senere år er rodet virkelig begyndt at irritere mig. Jeg bliver frustreret og trist, når alting sejler, og så synes jeg, det er vildt enerverende ikke at kunne finde det, jeg skal bruge. Jeg brugte for eksempel en del tid på at prøve at finde opladeren til vores tørlagte computer, inden jeg kunne sætte mig ned og skrive i dag.
Roderiet er blevet lidt af et 'stedbarn' i mit liv. Det følger mig overalt, men jeg vil ikke rigtig kendes ved det.
Da vi boede i den 2-værelses gav jeg tit lejligheden skylden. Den var tydeligvis alt for lille. (Indrømmet; en gang imellem strejfede tanken mig også, at det nok var Jespers skyld, at det rodede sådan...)
Men nu bor vi på næsten 200 m2 og der ser stadig sådan ud:
Vores spisebord er en kæmpe rode-magnet. Lige meget hvor tit vi rydder det, ender det altid med, at det efter kort tid, ser sådan her ud igen. (Gryderne står dog på skænken, fordi grydeskabet i køkkenet er for skimmelramt til, at vi kan bruge det.)
I denne indbyggede reol havner løse papirer, reklamer, kameraet, håndcremer, dimsedutter og andre små og store ting vi enten ikke lige ved hvor skal hen, eller ikke 'har tid til' at lægge på plads.
Lillepigens legehjørne i stuen. Den store kommode afslører, at hun ikke har rode-genet fra fremmede.
Ofte, når jeg beder lillepigen rydde op efter sig, er det umuligt ikke at høre, hvor hult det klinger, når jeg ser mig omkring og stuen ligner en mindre naturkatastrofe.
Der er masser af gode forklaringer, såsom at vi var på stranden i går og ikke orkede at pakke ud, da vi kom hjem. At jeg har vasket enorme mængder vasketøj, som vi ikke har nået at lægge sammen. Og at vores lille pige er kun 2 år, så selvfølgelig roder her...
Når det rigtig irriterer mig, tænker jeg ind imellem stadig at det er Jespers skyld det hele.
Men jeg har jo efterhånden også måtte erkende, at nissen virkelig er flyttet med gennem hele mit liv. Og hvis jeg skal være ærlig, så er det jo nok ikke særlig tit, at Jesper bruger kræfter på at rode min taske eller min hylde på toilettet til. Så ja, det hænder faktisk nok, at jeg en gang imellem også glemmer at lægge en ting på plads eller lukke en skabslåge.
Men... På 32 m2 går det jo bare ikke, hvis vi skal have en rimelig chance for at bevare vores fornuft og et ordentligt familieliv.
Derfor er jeg begyndt at læse denne bog:
Bogen 'Ryd op i dit liv - og giv plads til nye ideer og muligheder' af Werner. Tiki Küstenmacher
I den står der, at "ingen fødes som rodehoveder". Av, der røg den undskyldning!
Men egentlig føltes det også som en kæmpe lettelse at læse de ord, for så er der jo håb endnu :-)
Jeg er nemlig helt vildt træt af at lede efter mine nøgler, mine sko, vandkander og opladere til diverse dimser.
Og selv om det på en måde er kært, når Lili leger 'køre bil' og siger: 'Hov, vent lidt! Jeg har liiiiige glemt mine nøgler', hvorefter hun løber tilbage til 'huset', så er det da også lidt tå-krøllende, at se sig selv afspillet på film på den måde.
Men denne bog skriver, at det kan man organisere sig ud af! Og jeg elsker jo kasser, orden og systemer - men har tydeligvis bare aldrig været i stand til at overføre det på mit hjem.
Bogen er en af de udgivelser, der startede den 'simple-living' bølge, som gled ind over os i starten af 2000-tallet. Bedre sent end aldrig; nu er den så landet på mit bord, hvor den får lov at hjælpe os med at blive klar til at bo småt igen, men på en ny (og forhåbentlig mindre rodet) måde.
Vi er en lille familie på tre, som efter et huskøb desværre er endt i en dybt frustrerende situation, trods alle bestræbelser på at sikre os bedst muligt. En situation der opleves lidt som at befinde sig i et ingenmandsland, hvor almindelig lov og ret er ophævet.
Vi købte sommeren 2011 et dejligt stort hus med kæmpe have til på Sydøstsjælland. Det var en længe ønsket drøm der blev til virkelighed, og det var intet mindre end fantastisk at udskifte vores lille 2-værelses midt i byen med grønt græs og masser af plads.
Huset set fra haven
Vi overtog huset efter et ægtepar i 90'erne. De havde boet på ejendommen i 50 år, og vi tænkte, at det var naturligt, at der lugtede lidt 'gammelt'. Vi var også sikre på, at når først vi fik malet, gjort rent, fjernet gamle tæpper og luftet ud, så ville lugten forsvinde. Så det gjorde vi i juli 2010.
Men lugten forsvandt ikke. Der var indbyggede skabe i køkkenet og hele værelser i huset, som vi efter kort tid valgte slet ikke at bruge, fordi de lugtede så slemt, at vi blev dårlige. Ydermere så vi måbende til, da træpanelerne i stue og entre smuldrede, fordi vi begyndte at vaske dem af:
I september fik vi en mand ud at se på det, og han havde ikke været hos os længe, før han konstaterede, at huset var smæk-fyldt med skimmelsvamp. Panelerne smuldrede på grund af opstigende fugt i murværket.
Efter et rådgivende ingeniørfirma havde lavet rapport, lød overslaget på renovering og genopbygning af huset på det samme som købssummen. Penge vi selvfølgelig ikke har.
Da forsikringssager om skimmelsvamp er berygtet for at trække ud i årevis og for at være så belastende psykisk, at de bringer familier på randen af opløsning - eller ud over - valgte vi at betale en dygtig advokat, Marie-Louise Pind der har speciale i denne slags sager, for at vurdere vores situation.
Hendes vurdering er, at vi i vidt omfang blev advaret i tilstandsrapporten, og derfor vil få svært ved at opnå forsikringsdækning.
Det rystende i det - set fra vores perspektiv- er, at vi både hyrede en advokat og en bygningssagkyndig i forbindelse med købet i erkendelsen af, at vi intet vidste om huse eller huskøb.
De har desværre enten ikke været gode eller grundige nok. Både vores advokat og den bygningssagkyndige, som vi hyrede til en købergennemgang, overså nemlig alvoren af de forhold, der var beskrevet i tilstandsrapporten.
Vi synes jo, at de burde kunne holdes ansvarlige for mangelfuld/dårlig rådgivning, men desværre har vi heller ikke en særlig stærk sag imod dem, da vi mangler dokumentation, og tilsyneladende bare har været for godtroende.
Vi kunne lade os æde op indefra af bitterhed, håbløshed og frustration. Da det på grund af sundhedsfaren ikke er en reel mulighed at blive boende, har vi talt om at prøve at sælge huset for højst bydende (eller rettere grunden, da huset jo reelt intet er værd) og flytte i den billigst mulige lejebolig. Det betyder også, at vi skulle bruge de næste 30 år på at betale af på ingenting.
Men vi har valgt at gå en anden vej og tro på, at alt er muligt. Lykken står jo efter sigende den kække bi!
Efter et år hvor det ene chok har afløst det andet, og vi har været helt nede og ramme bunden, begynder vi at se en vej foran os. Vejen til det hjem vi ønskede for os selv og vores datter:
Vi vil gerne rive det store, syge, gamle hus ned og bygge et lille nyt, sundt og bæredygtigt hjem her på grunden. Vi vil genbruge og klunse materialer, for at holde budgettet nede. Få folk med forstand til at vise os hvad vi skal gøre, og smøge ærmerne op. Sluge al stolthed og bede om hjælp ethvert tænkeligt sted.
Vi har stadig en grund at bo og bygge på. Vi har en evne til at tænke kreativt. Vi har et netværk. Og vi har hinanden.
I stedet for at lukke os om os selv og slikke vores sår i stilhed, vælger vi at åbne op og fortælle vores historie til enhver der vil lytte, og det er formålet med denne blog.
Her vil vi formidle vores historie og dele vores erfaringer, så andre potentielle huskøbere måske kan undgå at havne i en situation som vores.
Vi vil også gerne i kontakt med dig der læser, hvis du for eksempel selv er 'ramt' af skimmelsvamp eller bygger hus efter de samme principper, som vi vil gøre. Hvis du lige har en god idé, nogle byggematerialer du ikke selv skal bruge alligevel, nyttig viden eller du har spørgsmål til os.
Først og fremmest er formålet med bloggen her dog, at dokumentere den rejse, som livet uventet har ført os ud på - og du er mere end velkommen til at rejse med!
Blomst i vores 'sommerfuglebed' - Vi elsker vores have
Det er en beboelsesvogn på ca 32 m2. Ja, den er lille, men vi faldt for den, fordi den faktisk ligner et hus - i modsætning til de fleste andre pavillioner og beboelsesvogne vi har haft kig på, i jagten på et midlertidigt hjem . Vi havde oprindelig planer om at renovere et anneks der er bygget på grunden, og flytte ind i det. Men da vi er blevet i tvivl om kvaliteten af bygningen (det er selvbyg) og omfanget af renoveringen - ikke mindst økonomisk - har vi droppet de planer. Nu river vi det ned, og sætter det lille nye hus på det tilbageblevne fundamentet.
Annekset med overdækket terasse.
Vi købte det lille nye hus, fordi vi i det så en bolig, som vi vil glæde os til at komme hjem til. Noget vi savner meget, efter at vi i snart et år er blevet nedtrykte, hver gang vi er kommet hjem til vores gamle, 'syge' hus.
Indvendig er der entre, bad, et lille værelse og køkken/stue med loft til kip. Jesper og jeg vil sove i stuen og den lille må dele værelset med en eller anden form for tøjopbevaring.
Meningen er, at vi vil bo i den, som den er vinteren over og til næste forår forhåbentlig bygge til, så vi kan få os et soveværelse.
Det er formentlig mest realistisk, at vi skal bo i det lille hus i nogle år, så vi kan få betalt godt ned på vores bolig-banklån (vi vil jo spare en del penge på varme, forsikring og el). Det giver os også tid til at planlægge og til at finde materialer til vores kommende selvbygger-husprojekt.
Vi flyttede herned fra en 2-værelses på 50 m2 i København, og var lykkelige ved udsigten til mere plads. Så i første omgang var vi ikke specielt vilde med udsigten til, at skulle leve småt igen.
Men så stødte vi på det amerikanske fænomen 'The Tiny House Movement', og denne har inspireret os i en grad, så det føles helt tiltrækkende, at 'gå ned i størrelse'.
Hvad er 'The Tiny House Movement' så?
Ja, igennem de seneste årtier, har der været en stadig voksende gruppe mennesker i USA, som primært af ideologiske grunde har valgt at forenkle deres liv, blandt andet ved at flytte ind i mindre og mindre huse/boliger (ikke nødvendigvis revolutionerende set med danske øjne: amerikanske huse er jo i gennemsnit dobbelt så store som europæiske). Det lader til at have været en blandet skare af kunstnere, hippier, intellektuelle og idealister, hvoraf de fleste har været enlige.
Men i forbindelsen med den økonomiske krise, hvor mange har mistet deres job og måske også deres bolig, er et 'tiny house' på helt ned til 6 m2, for mange en reel mulighed for et hjem, uden de store økonomiske bindinger. Det gælder blandt andet denne familie på 4 (link til video).
Familiens hus har et grundareal på 168 squarefeet, hvilket svarer til ca. 15,5 m2. Hertil kommer to adskilte hemser, der udgør børneværelse og forældre-soveværelse.
Familien har sin egen blog tinyhousefamily.com, hvor det tydeligt fremgår, at der både er store udfordringer og store gaver forbundet med at leve så småt.
Men det der har rørt os mest er, at de fortæller hvordan det at miste deres hus og indtægt, var det værste der nogensinde var hændt dem, da det skete. Men at de nu - set i bakspejlet - føler, at det faktisk var det bedste, der nogensinde er sket, fordi de blev tvunget til at se på deres prioriteringer og forestillinger om, hvad der er vigtigt i livet.
Den samme historie fortæller mange andre. Hvis det skal fungere at bo på så få kvadratmeter, bliver man nødt til kun at medbringe de ting, man ikke kan leve uden. Alle ejendele der ikke har en funktion, må væk. Det er 'simple living' i bogstaveligste forstand.
For de fleste er det en proces, der udfolder sig over år, for vi er så indlejret i den vestlige forbrugskultur, at mange af os har opbygget en kunstig afhængighed af 'ting'. Men den fælles fortælling, fra mange af dem der har været igennem denne proces, er, at de er endt op med en enorm følelse af frihed, meningsfuldhed, ja endda lykke, når alt der der 'støjer', 'fylder' og 'roder' er taget væk.
Jesper og jeg har kontinuerligt forsøgt at finde mening i den situation, vi er havnet i. Efter et år i skiftende tilstande af chok, krise, depression og frustration oplever vi dog nu, at energien begynder at flyde. Det føles helt rigtigt at gå denne vej. I et år har vi været gået fuldstændig i stå, intet har vi fået gjort ved huset. Men nu er vi med glæde begyndt at rydde op i alt det gamle ragelse, der oversvømmer denne ejendom. Både alt det, som de tidligere ejere efterlod, men også vores egne ting. Vi ser faktisk frem til, kun at leve med de ting, vi ikke kan undvære, selv om det for to samlere som os, uden tvivl bliver en dramatisk omvæltning.
Af en eller anden grund, som kun de højere magter kender til, skal vi katapulteres ind i en ny, enkel livsstil. Som en elsket veninde sagde til mig, da jeg var længst nede; "det er mørkest lige før daggry". Det er kun nogle få måneder siden, og nu kan jeg af et ærligt hjerte sige, at vi faktisk glæder os til at tage hul på et helt nyt og uventet kapitel af vores liv!!
Rikke
P.S.: Hvis du vil vide mere om 'The Tiny House Movement', så prøv blandt andet at kigge på denne dokumentar:
