Da jeg blev teenager, sagde jeg, at det var fordi, mine ydre omgivelser var nødt til at matche mit rodede indre. Andre måtte leve med at gå på smalle stier, som jeg havde banet gennem rodet på gulvet.
I mange år efter jeg flyttede hjemmefra levede jeg i rimelig fred med rodet. Dog havde jeg det bedst med, at det kun var folk tættest på mig, der så, hvordan det egentlig var jeg levede. Alle andre fik den 'polerede' version. På en eller anden måde følte jeg, at rodet var skamfuldt og signalerede, at jeg ikke havde 'styr på mit liv'.
Men i løbet af de senere år er rodet virkelig begyndt at irritere mig. Jeg bliver frustreret og trist, når alting sejler, og så synes jeg, det er vildt enerverende ikke at kunne finde det, jeg skal bruge. Jeg brugte for eksempel en del tid på at prøve at finde opladeren til vores tørlagte computer, inden jeg kunne sætte mig ned og skrive i dag.
Roderiet er blevet lidt af et 'stedbarn' i mit liv. Det følger mig overalt, men jeg vil ikke rigtig kendes ved det.
Da vi boede i den 2-værelses gav jeg tit lejligheden skylden. Den var tydeligvis alt for lille. (Indrømmet; en gang imellem strejfede tanken mig også, at det nok var Jespers skyld, at det rodede sådan...)
Men nu bor vi på næsten 200 m2 og der ser stadig sådan ud:
 |
| Vores spisebord er en kæmpe rode-magnet. Lige meget hvor tit vi rydder det, ender det altid med, at det efter kort tid, ser sådan her ud igen. (Gryderne står dog på skænken, fordi grydeskabet i køkkenet er for skimmelramt til, at vi kan bruge det.) |
 |
| I denne indbyggede reol havner løse papirer, reklamer, kameraet, håndcremer, dimsedutter og andre små og store ting vi enten ikke lige ved hvor skal hen, eller ikke 'har tid til' at lægge på plads. |
 |
| Lillepigens legehjørne i stuen. Den store kommode afslører, at hun ikke har rode-genet fra fremmede. |
Ofte, når jeg beder lillepigen rydde op efter sig, er det umuligt ikke at høre, hvor hult det klinger, når jeg ser mig omkring og stuen ligner en mindre naturkatastrofe.
Der er masser af gode forklaringer, såsom at vi var på stranden i går og ikke orkede at pakke ud, da vi kom hjem. At jeg har vasket enorme mængder vasketøj, som vi ikke har nået at lægge sammen. Og at vores lille pige er kun 2 år, så selvfølgelig roder her...
Når det rigtig irriterer mig, tænker jeg ind imellem stadig at det er Jespers skyld det hele.
Men jeg har jo efterhånden også måtte erkende, at nissen virkelig er flyttet med gennem hele mit liv. Og hvis jeg skal være ærlig, så er det jo nok ikke særlig tit, at Jesper bruger kræfter på at rode min taske eller min hylde på toilettet til. Så ja, det hænder faktisk nok, at jeg en gang imellem også glemmer at lægge en ting på plads eller lukke en skabslåge.
Men... På 32 m2 går det jo bare ikke, hvis vi skal have en rimelig chance for at bevare vores fornuft og et ordentligt familieliv.
Derfor er jeg begyndt at læse denne bog:
 |
| Bogen 'Ryd op i dit liv - og giv plads til nye ideer og muligheder' af Werner. Tiki Küstenmacher |
I den står der, at "ingen fødes som rodehoveder". Av, der røg den undskyldning!
Men egentlig føltes det også som en kæmpe lettelse at læse de ord, for så er der jo håb endnu :-)
Jeg er nemlig helt vildt træt af at lede efter mine nøgler, mine sko, vandkander og opladere til diverse dimser.
Og selv om det på en måde er kært, når Lili leger 'køre bil' og siger: 'Hov, vent lidt! Jeg har liiiiige glemt mine nøgler', hvorefter hun løber tilbage til 'huset', så er det da også lidt tå-krøllende, at se sig selv afspillet på film på den måde.
Men denne bog skriver, at det kan man organisere sig ud af! Og jeg elsker jo kasser, orden og systemer - men har tydeligvis bare aldrig været i stand til at overføre det på mit hjem.
Bogen er en af de udgivelser, der startede den 'simple-living' bølge, som gled ind over os i starten af 2000-tallet. Bedre sent end aldrig; nu er den så landet på mit bord, hvor den får lov at hjælpe os med at blive klar til at bo småt igen, men på en ny (og forhåbentlig mindre rodet) måde.
Rikke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar